Nordjyllands Politi: Nyt fra Hirtshals - torsdag den 18. juni

dato

Hirtshals er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Lov om euforiserende stoffer

Kort efter midnat, natten til torsdag bemærkede en patrulje en person på Fredensgade i Sindal. Patruljen henvendte sig til pågældende og efter lidt snak frem og tilbage samt en visitation, blev vedkommende fundet i besiddelse af både hash og amfetamin. De ulovlige stoffer blev konfiskeret, og der er et bødeforlæg på vej til vedkommende.

Spirituskørsel på knallert

Onsdag aften kl. 2019 standsede politiet en knallert på Peder Rimmensgade i Hirtshals. Der blev foretaget udåndingsprøve ad to omgange, og begge gange viste den udslag på over 1,2 promille. Knallertføreren havde heller ikke fået sin styrthjelm på. Han måtte forbi skadestuen og afgive en portion blod til endelig bestemmelse af promillen. Knallertføreren får nu bøde for at køre i beruset tilstand og for ikke at have anvendt styrthjelm.

Drivende gummibåd

Onsdag aften kl. 1810 indløb der anmeldelse om, at der var en drivende gummibåd ved Skagen Nordstrand. Der skulle efter det oplyste ikke være nogle personer i gummibåden. Sagen blev straks overgivet til JRCC (Joint Rescue Coordination Center) under forsvaret, der har ansvaret for søredninger. Efter at have fundet gummibåden kunne JRCC oplyse, at der formentlig var tale om en båd, der havde revet sig løs fra et skib. JRCC kunne samtidig bekræfte, at der ikke havde været personer ombord.

Kilde: Nordjyllands Politi