Hvad er det bedste ved at bo i Hirtshals - med dine ord?
“Det bedste ved at bo her er den vidunderlige natur, de dejlige mennesker og den åbenhed, der kendetegner rigtig mange, af dem, som bor her. Det er også skønt, der sker så mange spændende ting i løbet af året.”
Hvis du skulle anbefale ét sted i Hirtshals til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?
“Mit bedste sted er ved og omkring Husmoderstranden og havnen. Her mødes morgenbaderne, du kan løbe ind i Mads ved saunabåden og de skønne restauranter på Havnen Abstrakt, El Mulino og Fiskehuset er altid et besøg værd.”
Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?
“Det må jo nok være alle mine mere eller mindre skøre ideer og initiativer som folk mest kommenterer - strikkefestival og Plastellas frakker, Nr. Tornby Kunsthåndværkermarked og Strikkeretreat på Badehotellet! De sidste 2 kunne jeg ikke gennemføre uden min herlige mand Ejner!”
Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?
“Det er særligt morgenbadet fra Husmoderstranden som sætter humøret 3 grader op, men bare det at køre ind forbi Fyret og ned ad Kystvejen løfter altid min stemning. Jeg elsker at være her!”
Hvem i Hirtshals vil du gerne sige tak til - og for hvad?
“Jeg har mødt så mange skønne mennesker her omkring - Men særligt badeklubben som Laila Pallisgaard introducerede mig for står højt. Det samme gør Mads Bruun, som er en dejlig legekammerat - og så mine strikkepiger! Derudover er alle de skønne lokale kunsthåndværkere, som udstiller hos os i uge 30, med til at sikre den helt særlige intime stemning på Nr. Tornby Kunsthåndværkermarked. Så tusind tak for det. Vi kunne heller ikke gennemføre markedet uden opbakning fra Fun-Park og alle de gode naboer på Minkvej! De skal også have en tak.”