Hvad er det bedste ved at bo i Hirtshals - med dine ord?
“Det bedste ved at bo i Hirtshals er helt klart naturen, synes jeg. Jeg arbejder glad i Hjørring, men aldrig er jeg så glad som når jeg nærmer mig gl. Hirtshals kommune. Himlen bliver højere, terrænet ændrer sig/ flader ud og jeg trækker vejret dybere og friere. Mine kolleger griner af mig, men det passer!”
Hvis du skulle anbefale ét sted i Hirtshals til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?
“Det er svært, for der er rigtig mange gode steder…Skulle jeg nævne et enkelt, bliver det området omkring Øster strand som jeg synes har uanede kvaliteter og er noget ganske særligt.”
Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?
“Det er svært at svare på, men jeg håber og tror, at det kan være noget med at jeg er vedholdende, løsningsorienteret og sød.”
Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?
“Mennesker gør mig glad hver dag! Jeg har været lærer i over 40 år og hver eneste dag føler jeg mig nysgerrig og spændt på hvad dagen vil bringe. Man lærer så længe man har elever…Min familie og mine hunde er også sikre vindere hver eneste dag.”
Hvem i Hirtshals vil du gerne sige tak til - og for hvad?
“Jeg har ikke nogen enkeltstående person som jeg vil takke, men jeg takker alle de fantastiske mennesker som hver dag gør en indsats for at gøre vores dejlige by endnu mere attraktiv- aktuelt tænker jeg fx på miljøet omkring Vesthavnen.”