Dobbelt indbrudstyv anholdt

Profilbillede
dato

Tirsdag morgen modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse, da en borger havde fundet et tomt pengeskab på et offentligt toilet.

I pengekassen lå en kvittering fra en kro i byen. Derfor kontaktede politiet kroen, der fortalte, at de havde haft indbrud om natten, og at pengeskabet tilhørte dem.

Ikke længe efter kunne politiet anholde en nordmand ved færgeterminalen i byen. Han erkendte, at han havde begået indbruddet, da han havde brug for penge til at komme hjem til Norge igen.

Lidt senere på dagen modtog politiet en anmeldelse om et indbrud, der var fundet sted i en genbrugsbutik i Svinget, også i Hirtshals.

Indbrudstyven havde brudt en nøgleboks op og brugt en af nøglerne til at åbne bagdøren. Fra butikken stjal tyven tre par solbriller, seks nøgler, chokolade, smykker og forskellige pyntegenstande. 

De forskellige stjålne genstande stemte overens med genstande, som den tidligere anholdte nordmand var i besiddelse af. Betjentene, der havde anholdt tyven, facetimede medarbejderne i butikken, der kunne bekræfte, at det var tyvekosterne.

Derfor blev manden sigtet for endnu et indbrud, hvilket han nægtede. 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi