Hirtshals er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Auktion i Hjørring
Lørdag den 9. oktober 2021 holder lokalpolitiet i Hjørring auktion på adressen Frederikshavnsvej 82-86, 9800 Hjørring (ved siden af Padel Club).Læs mere på politi.dk
Aalborg – årvågen borger anmeldte kraftigt slingrende spritbilist
Søndag den 3. oktober ved 04-tiden modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse fra en bekymret borger på Sohngårdholmsvej i Aalborg. Anmelder forklarede, at en personbil, som han netop havde kørt bag ved, slingrede kraftigt og ukontrolleret på vejen. Anmelder var overbevist om, at der var tale om en spiritusbilist.En patruljevogn rykkede derfor ud efter bilen, som anmelder havde beskrevet detaljerigt; farve, model og nummerpladens første to bogstaver var blevet noteret. Og dét gav pote – for kort tid senere standsede man den mistænkte bilist – en 24-årig mand – til kontrol.
Det viste sig, at der var tale om en spiritusbilist. Hans promille var højere end den lovlige grænse på 0,5. Præcis, som anmelder havde haft mistanke til. Bilisten erkendte at have indtaget spiritus forud for kørslen.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for spirituskørsel. Tak til den årvågne borger, som ringede til politiet for at anmelde den slingrende bilist, der var til fare for øvrige trafikanter.
Sådan kan du hjælpe os med at forhindre spritkørsel
Stop altid en fuld ven, der vil sætte sig bag rettet og tag evt. bil/knallertnøglerne.Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket.
Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114.
Læs mere om, hvordan du kan være med til at forhindre spirituskørsel på sikkertrafik.dk
Hirtshals – joint og kniv konfiskeret fra narkopåvirket bilist
Natten til søndag den 3. oktober – kort efter midnat – standsede politiet en bilist til kontrol på Rømøgade i Hirtshals. Det viste sig, at bilisten ikke havde førerret til personbil. Betjentene fattede derudover mistanke til påvirket kørsel, da der var en velkendt lugt af cannabis i bilens kabine.En narkometertest understregede betjentenes mistanke; bilisten var tilsyneladende påvirket af cannabis under kørslen. Grundet yderligere mistanke til besiddelse af ulovlig narkotika ransagede politiet derefter køretøjet og visiterede manden. Her fandt de en joint (hash cigaret, red.) og en ulovlig kniv. Begge konfiskeret.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for narkopåvirket kørsel, kørsel uden førerret, besiddelse af ulovlig narkotika samt brud på knivloven. En blodprøve blev efterfølgende udtaget som bevismateriale i sagen.
Alle spiritus- og narkobilister tilbydes hjælp
Når Nordjyllands Politi sigter en person for overtrædelse af færdselslovens §§ 53-54, vil vedkommende blive tilbudt en uforpligtende samtale med en rusmiddelrådgiver.Læs mere på politi.dk
Aalborg – anholdt bilist erkendte at have indtaget kokain
Narkotika og spiritus – dét var en bilist tilsyneladende påvirket af, da Nordjyllands Politi standsede ham til kontrol på Borgergade i Aalborg søndag den 3. oktober om morgenen.I en rutinemæssig kontrol instruerede politiet bilisten – en 25-årig mand – i at deltage i både en narkometertest og en alkometertest. Årsagen var, at bilisten udviste tydelig tegn på at være påvirket under kørslen.
Og ganske rigtigt; bilisten havde tilsyneladende indtaget spiritus i sådan et omfang, at hans promille var over den lovlige grænse på 0,5. Derudover viste det sig, at han tilsyneladende havde indtaget kokain forud for kørslen. Bilisten erkendte at indtaget kokain tidligere på dagen.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for spirituskørsel og narkopåvirket kørsel, hvorefter man udtog en blodprøve. Det er resultatet af blodprøven, der tæller som bevismateriale i sagen.