Mandag aften kunne du se, hvordan familien Beha besøgte Hirtshals med deres skib Wallenberg – en god start på deres sommertogt og måske et andet syn på Hirtshals Havn og fiskeri for seerne.
I programmet ”Kurs mod danske kyster” på TV2 kunne du mandag aften følge med i, hvad der sker, når familien besøger havnen i Hirtshals.
Familien Beha er kendt for at belyse forskellige problemstillinger omhandlende klimaet og bæredygtighed, og det er der også fokus på i aftenens afsnit – hvor vi er med dem på en fiskeauktion.
Her ser vi, uden at afsløre for meget, hvordan en stor procentdel af dansk fangede fisk sendes ud af landet. Måske til overraskelse for flere seere, men ikke for de lokale i fiskebranchen, der også fortælle, at vi derimod importerer det meste af det fisk, vi spiser her i landet. Galimatias, kan de alle i programmet blive enige om.
I aftenens afsnit møder vi alle drengene fra familien, der støder til på forskellige tidspunkter af sejladsen. Men især Alfred, der arbejder i en fiskebutik, er i fokus i dette afsnit, hvor vi også får en større indsigt i, hvilke danske fisk vi gerne må spise, hvis vi vil spise bæredygtigt – her må du se programmet for at blive klogere.