Nyt Dansk Cirkus ser dagens lys

Foto: Victor Høegh Abrahamsen.
Profilbillede
dato

Nyt dansk cirkus har set dagens lys, og der er premiere på Tornby Strand Camping onsdag d. 5 juli.

Cirkus Solvej er Danmarks nye sommercirkus, hvor danske feriegæster på jyske og fynske campingpladser kan få en ganske særlig cirkusoplevelse med intim stemning, duften af savsmuld, halsbrækkende artisteri i verdensklasse. Alt sammen lige udenfor eget fortelt.

Dansk cirkus skal bevares og helst også lidt af den ånd, som går hundredvis af år tilbage, mener stifterne af Cirkus Solvej, Victor Høegh Abrahamsen og Zora Nikodemova. De vil gerne føre denne stolte og helt enestående kunst videre.

“Vi vil kæmpe for at holde liv i cirkuskulturen i Danmark,” siger bagmændene, som fokuserer på at skabe en intim og nærværende cirkusoplevelse for campinggæster i det danske sommerland.

“Vi turnerer udelukkende på campingpladser i Jylland og på Fyn for at komme tæt på publikum når de er på ferie, kan slappe af og komme lige til døren og lade sig underholde. Publikum skal opleve en nærværende autentisk familieforestilling med ægte cirkusstemning både i og udenfor manegen.”

Cirkusforestillingen har titlen  "Det Hele Halve Cirkus”, og den rummer alt fra frække ponyer og tryllekunst, som det aldrig er set før, til lysende hula hoops og Danmarks største 'kæmpeballon' - som måske både har arme og ben. Og sidst men ikke mindst den ildspyende cirkusprinsesse.

Men underholdningen breder sig også udenfor manegen. Om eftermiddagen, før forestillingen, vil der være gratis cirkusworkshop, hvor både store og små kan prøve kræfter med diverse cirkusdiscipliner. Man kan gå på line, jonglere med bolde, kegler og ringe, spinne tallerkner og hula hoops. 

Køb biletter her og se turplanen her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/event_list/EM11463

“Vi glæder os meget til at åbne dørene for vores første gæster. Vi ses på Sol-vejen,” siger Zora Nikodemova og Victor Høegh Abrahamsen.

Kilde: Victor Høegh Abrahamsen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.