Nye undersøgelser viser, at nordjyderne pendler længere end nogensinde. En nordjyde pendler i gennemsnit 52,6 kilometer på en arbejdsdag.
Pyyyh! Hvis du synes, du sidder meget i din bil til og fra arbejde, så er der måske noget om snakken. For nye undersøgelser viser, at nordjyderne pendler 43 procent længere, end de gjorde for 17 år siden, skriver Nordsø Posten.
En ny analyse fra Dansk Infrastruktur fremlægger de nye tal – og tallene viser, at en nordjyde pendler cirka 15 procent længere end på landsplan.
Men hvorfor nu det?
Jo, vi danskere er såmænd mere villige til at rejse langt for at nå vores arbejde. Og fordi transportmulighederne og en god infrastruktur er til stede, så er det nemmere for folk. Generelt foretrækker man i Nordjylland at bruge bilen, og den lange rejse til og fra arbejde har måske den fordel, at folk stadig bosætter sig i de mere tyndtbefolkede områder, selvom der er et stykke vej til jobbet.
De mange folk, som hver dag skal frem og tilbage mellem arbejde og hjem, kan godt mærkes på vejene, hvor trafikken indimellem kan være tung, skriver avisen. Det er derfor vigtigt med baggrund i tal som disse, at vejnettet og infrastrukturen hele tiden er i orden og opdateret.