I starten af august inviterer Hirtshals til et brag af en fest med musik og god stemning på Hirtshals havn. Det sker den 5.-7. august, og her vil være musik for enhver smag.
Ved Havnegade, der hvor Nørregade ender, vil der i starten af august være en fest at finde, ifølge de lokale arrangører Hirtshals Turisme & Hirtshals Handel & Erhverv. Den 5. – 7. august skal der være musik og hygge på havnen, og det kan blandes med god mad og drikke fra flere lokale spisesteder, som tilbyder en ”Musik ved Havnen-menu”.
Musikken starter med at spille om torsdagen klokken 15.00 med Chris & Per efterfulgt af musik fra Mads & Mads. De andre to dage starter musikken også klokken 15.00, og det slutter cirka klokken 22.00 alle dage. Der er tre bands på fredag og lørdag, og mon ikke der også er et eller to, du synes særligt godt om.
Uanset hvad er det skønt med live-musik på en sommeraften med glade folk i gaderne og spisesteder og forretninger, som inviterer indenfor. Der må være stensikker garanti for god stemning i Hirtshals i disse dage.
Musikken er gratis, og alt du skal gøre er at hoppe i sandalerne og det gode humør, kigge forbi havnen og nyde den skønne musik fra klokken 15.00 alle tre dage.